Vi må erkende det.
Der er på ingen måde nogen naturlig og udefraværende mening med vores eksistens.
Den eneste mening og mål med livets eksistens er at videreføre netop dette.
Og hvis det er den eneste mening, og det eneste mål, så må man kalde det relativt, eller faktisk helt meningsløst.
Universet
ville eksistere uden os. Vi må indse det.
Det kunne godt lyde deprimerende, men det får mig til at tænke over:
- jeg tror det er et fact for de fleste mennesker (eftersom dyr ikke har evnen til at kunne filosofere), at der bliver nød til at være en mening og et formål med deres eksistens for at opretholde lysten til den.
- Og eftersom der er en hel del eksisterende mennesker, må man jo konkludere at der i stedet for den naturlige og udefraværende mening, må være et menneskeligt krav om selv at finde sin mening og sit formål med sin egen eksistens.
- Som menneske bliver man (som regel) påvirket, både gennem opdragelse, men også gennem samfundet og det's krav til en, til at finde sit formål. Om det så er at indsamle viden, og videreføre den til unge under en uddannelse. At køre ud midt om natten og rede mennesker der dvaler på grænsen mellem liv og død i sidste øjeblik. At vige sit liv til at kæmpe for andre livs rettigheder. Men det kan også være ting uden for arbejdsmarkedet som at få nogle børn, og lægge grundlaget for at de kan udvikle et godt liv. Det kan være mange ting, og det er meget individuelt hvad hvert enkelt menneske mener giver deres liv mening nok til at leve.
- Men hvad er det så der sker når et menneske vælger ikke at leve? Det må jo simpelthen være når de ikke kan finde et formål eller en mening. Og når døden i hovedet på disse mennesker virker som et mere tiltrækkende sted at være, end det de er i nu, livet.
Hvor ville det dog være nemmere hvis vi var indrettet som dyr. At vi ikke behøvede et formål. Hvis vi kunne leve med at vores formål var reproduktion. Og ikke satte spørgsmålstegn ved noget som helst egentlig? Og dog..
Er spørgsmålene egentlig ikke det der personligt giver mit liv værdi? Jeg har da absolut ikke fundet meningen eller formålet med mit liv endnu. Og har på et tidspunkt fået at vide af en meget klog person at jeg spirituelt set, faktisk ikke har nogen. Men der er alt for mange ubesvarede spørgsmål tilbage i denne verden til at jeg har lyst til at forlade den. Og bare for ikke at udstille mig selv som super trist, vil jeg da også fortælle at jeg har det for sjovt til at vove risikoen, at der ville være sjovere et sted på den anden side.
