Nogen ville måske mene at det er åndssvagt, en dårlig grund til fravær. Men bliver man virkelig et bedre menneske af at begrave hovedet i skolebøger og lade ens fraværsprocenter fylde op, og tage plads og betydning?
Jeg får det godt og rart, af at sidde her og skrive et par ord, som jeg ved aldrig vil komme til at stå i en af de bøger, man skal kvittere for og læse lektier i. Og er andet egentlig ikke også ligemeget? Hvis jeg får det godt af at sidde her, og det ikke skader andre, så er der vel ingen skade sket?
Hvorfor læse i bøger som jeg synes er kedelige og alligevel glemmer indholdet af, hvis jeg kan skrive min egen lille bog, fyldt med det jeg har lyst til at skrive og det der gør mig glad, alle mine små spørgsmål, som for andre sikkert er store ligegyldigheder? Måske ville jeg finde svarene på mine spørgsmål, ved netop at læse dem. Og hvis ikke.. ja hvad er så problemet i det? Så kunne jeg jo bare blive ved med at spørge, og få det godt, fordi det gør mig glad.
I virkeligheden ville det jo ikke gøre mig forskellig fra alle de andre? Jeg er igang med noget andet end hvert enkel af dem, men jeg er igang med noget, akkurat ligesom dem. Forskellig og ens på samme tid, netop som dem, ens med dem.
I min virkelighed er der altid noget der gør os alle ens, uanset hvor forskellige vi er. Behøver alting at være så kompliceret og problematisk, når det kan koges ned til noget enkelt, men stadig korrekt? Eller er det kun mig der synes det kan det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar